Dagen efter en veloverstået eksamen vågnede jeg op og syntes pludselig, at mit forhold til verden var forandret. Jeg følte ikke, jeg var mig selv, og når jeg kiggede mig i spejlet, fik jeg fornemmelse af at være uden for min egen krop.  Mit velkendte værelse virkede fremmed for mig. Jeg fik hjertebanken og hyperventilerede, – symptomer som jeg egentlig havde oplevet mange gange før, dog ikke for nylig eller i kombination med følelsen af dét, jeg bedst kan beskrive, som ”udspaltethed”. I dialog med min søster kom jeg frem til, at jeg havde haft et angstanfald og da jeg søgte hjælp hos min læge, blev jeg henvist til Trine Garff.

Trine har hjulpet mig med min angstproblematik på flere måder. Efter det beskrevne angstanfald blev jeg meget bange for, at det ville komme igen. Jeg kunne ikke sove om natten, og jeg følte, jeg måtte kontrollere mit liv og mine tanker for at undgå, at angsten skulle overvælde mig igen. Trine hjalp mig helt praktisk, idet hun gav mig teknikker og råd til, hvordan man falder til ro om aftenen og etablerer nye tankemønstrer. Men Trine har ikke alene hjulpet mig med at håndtere symptomerne på min angst. I samtalerne har vi også behandlet årsagerne til, at jeg fik angst og mere grundlæggende, hvorfor jeg er som jeg er. I den forbindelse har vi talt meget om mit forhold til min familie, min opvækst og mit eget syn på mig selv.

De indsigter, Trine har givet mig, har været meget betydningsfulde, fordi de ikke kun rammer mit eget liv og min egen situation, men, synes jeg, også mere overordnet fortæller noget om, hvad det vil sige at være menneske og gøre sig overvejelser over sit liv. Da jeg kom til Trine havde jeg følelsen af at være meget alene i verden med mine ”skøre” tanker. At jeg var anderledes og unormal.  Efterhånden har jeg opdaget, at mine tankemønstre måske slet ikke er underlige eller sygelige, men mest af alt menneskelige. Jeg har forstået, at livet har sine bevægelser og, at alting bølger mellem godt og dårligt. Det giver mig troen på, at jeg en dag vil komme helt overens med min angst.

 

*Resultater er individuelle, og kan variere fra person til person.