Eksistentiel fænomenologisk supervision

 

Ordet supervision betyder at ”se over”*, og klassisk illustreres det som et forhold mellem den mere erfaren supervisor, som definere og korrigere den mindre erfaren supervisands arbejde. Hvor magtforholdet er tydeligt, og vedvarende.

Indenfor den eksistentiel fænomenologisk tradition, er supervision ikke en overvågning samt et asymmetrisk magtforhold, men snarere et undringsfællesskab, hvor supervisor og supervisand grundlæggende ledes af en fælles undren og dialog, således at ’gnisten’ – kontakten til fænomenet – kommer til syne (Kierkegaard, 1997 [1841], 2002 [1846]).

Det sker i praksis ved, at supervisor forholder sig kærligt, kropligt, undersøgende, samt anlægger et bredt syn på den menneskelige eksistens, og samtidig stiller skrapt på de altafgørende livstemaer på baggrund af de paradokser, dilemmaer, begrænsninger og muligheder, samt helt praksisnært de reelle menneskelige problemer, som supervisanden og dennes klienter tumler med.

Kærlighed

Det er essentielt, at supervisor udviser kærlighed. Kærlighed er en værenskvalitet, uden vil relationen mellem supervisor og supervisand være i fare for at udvikle sig til et rent teknisk forehavende. Den kærlighed der her peges på, er ikke en kærlighed, der er rettet mod supervisandens udseende, status, eller den som vi kender fra romantiske forhold. Det er en kærlighed, der er rettet mod supervisandens væren, mod det, at de er (Kierkegaard, 1991b [1847])**. Denne kærlighed er opbyggelig, bygger videre på tidligere erfaringer af kærlighed, og er derfor essentielt i et supervisionsforhold – hvor supervisanden skal opbygges, og give sin kærlighed videre til sine klienter.

Supervisor her har en etisk fordring *** Vi er hinandens liv og skæbne: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” (Løgstrup). Mennesket er altid placeret i relationer, og de relationer har altid med magt at gøre. Den ene part udleverer sig selv, og den anden har mulighed for at svare positivt eller negativt på den udlevering. Det samspil er etikkens grundlag. Derfor er det essentielt, at supervisor er bevidst om sin måde at være på, idet magtforholdet per se altid er tilstede.

Kropligt (embodiement)

Supervisor er bevidst om vores kropsliggørelse. Supervisor bliver ikke ”i sit hoved”, men er tilstede med hele sit væsen – mine tanker, følelser, sansninger mm. Supervisor må forholde sig ”kropslig refleksivt”, søge at åbne sig uden at tabe sine begrænsninger. Må erkende sine sårbarheder, og være parat til at gøre sig selv tilgængelig i mødet.

  1. 100 laura barnett

Undersøgende (fænomenologisk)

Supervisor vil stille mange spørgsmål for at inspirere supervisand til igen og igen at udforske, udvide og uddyde deres forståelse af klientens virkelighed.

Intentionelt betyder, at vi aldrig er adskilt fra de genstande, vi sanser. Fænomenologisk set er al viden og enhver konklusion om verden tentativ eller famlende – ganske enkelt udtryk for den ufuldkomne måde, hvorpå vi indtil videre må betragte det, der viser sig for os.

Supervisor vil følge Sokrates fodspor ved at anvende hermenutisk udspørgen i formodningen om, at det derved bliver muligt at afdække den skjulte mening, der allerede ligger i situationen.

Buber p. 101 bekræftigelse en nødvendighed for udfordring 102

Den anden nærhed giver os lejlighed til at møde os selv på en anden måde. 121

 

Supervision indhold

Ethvert menneske har et livsprojekt, som det hver især engagerer sig i, og som det er forpligtet over for – ofte uden at tænke nærmere over det. Projektet er det som styrer vores tanker, handlinger, og giver vores liv retning, og et formål. I supervisionen søger vi at komme på sporet af klientens livsprojekt ved at stille hvordan, hvorfor, hvornår-spørgsmål indtil det er muligt at tegne konturer af klientens universer. I sidste ende vil deres værdier og prioriteringer vise vej til det, der virkelig betyder noget i kernen af deres eksistens (Sartre,1969/1943).

Eksistentiel fænomenologisk supervision erkender, at alle mennesker tænker eller handler fra et bestemt udgangspunkt (forforståelse), og deres forståelse af virkeligheden altid er forbundet med en vis bias eller forudindtagethed. Det er de briller som vi er verden med, og vi er ikke altid bevidste om disser briller, hvordan de føler, hvordan de ser ud, hvilke farve og mærke det her. Supervision handler først og fremmest om at afdække antagelser, der hæmmer og begrænser arbejdet i den relation, som terapeut og klient har etableret med hinanden. Undersøger hvad de giver og tager. Antagelser er også med til at finde mening i verden.

*latin: super betyder ”over” og visere betyder ”sigte”. I en eksistentiel fænomenologisk kontekst, kan man sige at forstavelsen ”super” er et synonym for ”overordnet” i betydningen ”noget, der sætter tingene i perspektiv”, mens ”visionen” så at sige er den forståelse, der opstår ved kombinationen af alternative perspektiver (Adams, 2011, p. 78).

**For Kierkegaard er kærligheden til næsten ikke umiddelbar, men en pligt. Det er ikke kærlighed til et konkret menneske (forkærlighed), men kærlighed til ethvert menneske – som menneske skal man tage alt den kærlighed man har fra sig selv, fra andre kærlighedsforhold og give den til sin næste. Herfra bliver kærligheden opbyggeligt, man opbygger kærligheden i den anden.

***Her ses bort fra Løgstrups opgør med Kierkegaard.

 

 

Jeg har mangeårige erfaring med såvel tværfaglig og monofaglig supervision.

Autorisation

Specialist